Jazzhus Montmartre vender tilbage i hjertet af København med Niels Lan Doky i spidsen.
Det originale Jazzhus Montmartre vender tilbage. Det sker allerede til maj, hvor der igen vil være jazzy toner på den originale adresse i Store Regnegade i København, der i 30 år var en institution blandt jazzikoner fra hele verden.
Det er den danske jazzpianist Niels Lan Doky, der bliver musikchef for det nye foretagende, og han kalder genåbningen for en drøm, der går i opfyldelse. »Stedet har altid stået som noget specielt for mig. Jeg er ydmyg og taknemmelig over at få chancen for at give denne legendariske institution et nyt indhold i en ny tid«, siger Niels Lan Doky i en pressemeddelelse.
Kilde: www.politiken.dk



