Springsteen spiller på årsdagen for massakren på Utøya
Den amerikanske rockstjerne Bruce Springsteen har sagt ja til at deltage i en koncert på Utøya den 22. juli 2012 - på etårsdagen for massakren på 69 mennesker.
Det oplyser Norsk TV 2 til Ritzau.
TV-stationen siger, at den har oplysningen fra "centrale kilder" i den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF.
Det var AUF's medlemmer, som højreekstremisten Anders Behring Breivik myrdede i en blodrus, efter han havde sprængt en kraftig bombe i Oslo, der dræbte otte.
Endelig bekræftelse mangler
Af kilderne fremgår det, at den 62-årige Springsteen har givet en positiv tilbagemelding på en forespørgsel fra AUF. Men den endelige bekræftelse foreligger ikke endnu.
Bruce Springsteen og hans E-Street Band indleder en Europa-turné i maj, og de spiller i Norge den 21., den 23. og 24. juli.
Ud fra et praktisk synspunkt er der ingenting i vejen for, at den legendariske musiker kan være på Utøya den 22. juli.
Bruce Springsteen er formentlig det største koncertnavn, som Roskilde Festivalen nogensinde har lagt græs til, når han den 7. juli kommer til Danmark.
Kilde: Politiken/ Ritzau.
