Rom er markedernes mekka. Prøv det store ved Porta Portese, hvis du vil mærke den rigtige romerske markedsånd.

Markedet ved Porta Portese er gigantisk. Her finder du alt - både antikke og nyere ting. (Foto: CC). 

Rom vrimler med markeder af alle kalibre, for alle pengepunge og med alle slags varer. Vil du mærke rigtig romersk krejlerånd, skal du stikke snuden sydpå mod Porta Portese en søndag formiddag. Markedet er er da non perdere - ét, du ikke må gå glip af. I tidsrummet fra kl. 10 og frem til ca. 14 summer kvarteret af sælgere med alt, du kan købe for penge, stort set. Boderne, som fylder et halvt fodboldstadion, bugner af tøj og antikt porcelæn, bamser og smykker, blomster, cd’er, malerier, sko, stof, tasker. Det er svært at komme på en ting, der ikke fås her.

Multietnisk stemning
Sælgerne er en multietnisk samling af italienere, asiater, østeuropæere og alle mulige andre nationaliteter. Køberne er også både indfødte og udlændinge. Hvor italienerne mange andre steder i gadebilledet, omkring kirkerne fx, stadser sig op i stiveste puds – så er joggingdragt og en dampende smøg den altdominerende dress code ved Porta Portese.

Blomster i alle afskygninger fås på markedet ved Porta Portese.(Foto: CC).

Pas på pengene
Eurostakken skal du holde godt gemt i foret, for lommetyvene har tydeligvis lange fingre her. Vær særligt opmærksom, når nogen tager dig i armen eller skubber umotiveret i mængderne. Hvis du passer lidt på – så kan du frit shoppe løs blandt det brogede udvalg af ting og sager.

Handlende chatter i solen
De handlende overfalder ikke folk. Den dag, jeg besøgte markedet, sad mange mageligt og chattede på deres smartphones eller med nabosælgerne i solen, men kunderne slentrede forbi. Her er en afslappet stemning; Intet købepres. Det er ret rart.

Snup et hot mokka-shot
Når du har stillet den største shoppesult og trænger til et hot mokka-shot at blive strammet op på – så prøv Bar Arabo på den modsatte side af den store vej, Viale Trastevere. Her står folk som fisk i tønder foran disken, men tjenerne er søde og hurtige, og en-to-torden – så er espressoen kørt ned, og energiniveauet  er oppe til enten en ny shopperunde eller en gåtur gennem det gamle, hyggelige Trastevere, som ligger ca. 15 minutter til fods herfra. 

Slap af og snup en kaffe efter endt shoppe-tur på den hyggelige Bar Arabo eller en af de andre barer i området. (Foto: CC). 

"Tiziano" hedder den aktuelle udstilling af den berømte venezianske renæssance-kunstner TIziano Vecelli. Ord kan ikke beskrive skønheden og storheden i hans malerier.

Scuderie del Quirinale - en af Roms mest imponerende udstillingsbygninger. (Foto: CC) 

Alle i Rom har talt og talt om ”Tiziano”. Aviserne har skrevet og skrevet om de hundredetusindvis af besøgende, der har løst billet til denne fantastiske udstilling. Men hver gang, jeg gik forbi Scuderie del Quirinale – en af Roms mest berømte udstillingsbygninger – har køen været så lang, at jeg ikke orkede at stille mig op.

En imponerende kunstbygning
Scuderie del Quirinale var i gamle dage hestestalde, der hørte til præsidentens palads, il Quirinale. Paladset knejser strunkt og stolt på en af Roms syv høje - med en imponerende udsigt over byens tage. Pladsen uden for udstillingsbygningen er en attraktion i sig selv.
Endelig lørdag, hvor solen bagte på byen og gjorde indendørs aktiviteter mindre attraktive, var der hul i menneskemængden. Jeg kunne spadsere lige ind ad de høje, smukke porte og ind til ”Tiziano”. Et hav af helligdomme, der kræver de sprogets stærkeste superlativer at beskrive.

En af de vigtigste venezianere
Tiziano Vecelli var en af de vigtigste og mest berømte malere i den venetianske skole – en flok 1500-tals-kunstnere med base i Venedig. Tiziano malede både portrætter, landskaber, mytologiske og religiøse motiver. Der er et liv, en ro og en skønhed i hans malerier, som jeg sjældent har set hos andre kunstnere. Han kan male mennesker, så du tror, du stirrer ind i øjnene på en levende person. Selv om malerierne er mere end 500 år gamle, er farverne fortsat intakte. Netop brugen af farver af en af de ting, der gjorde Tizian verdensberømt. Mændene maler han som gudesmukke skabninger med maskuline muskelkonturer. Især hans portrætter af ældre mænd med alderdommen antydet med svagt rødt omkring øjnene tager sig utroligt levende ud foran én. Kvinderne er ofte afbildede som bly madonnaer med bleg hud, fjerntskuende blikke og langt, bølget hår. Der er en sjælden, ægte kraft og vildskab over flere af de religiøse scenarier.
Jeg fik tårer i øjnene af at se på maleriet af Flora, der i store, hvide gevandter næsten blotter sit bryst. Tænk at kunne se og gengive en kvinde så erotisk. Det bliver i min verden ikke større, ikke smukkere. 

En risikofyldt proces
Tizianos malerier og altertavler er i dag spredt vidt og bredt i kirker og på museer – både i Italien og internationalt. Kuratoren på den aktuelle udstilling i Rom har været umådeligt dygtig til at samle de største af hans kunstværker. En risikofyldt proces at flytte rundt på kunstværker af så høj kaliber.

Lys og farver
Lyssætningen og farverne i de forskellige sale kalder på en særskilt beskrivelse. Hvert rum har sin egen baggrundsfarve – violet, grøn, sort – der matcher maleriernes karakter. Lyset herinde er ikke stærkt, men heller ikke svagt. Nærmest magisk - og matchende de religiøse og mytiske malerier. 
En "bonus" ved udstillingsbygningen er det fantastiske panorama på vej ned. Gennem glas så man dén aften Peterskirken i et helt særligt, himmelsk lys. 

Et guddommeligt lys strålede lørdag over Peterskirken - set fra udstillingsbygningens panoramavinduer. (Foto: CC). 

Skynd dig - "Tiziano" varer kun kort tid endnu
Desværre løber ”Tiziano”-udstillingen kun frem til medio juni. Kommer du til Rom inden da – så tag endelig ind og se denne fuldstændig uforglemmelige og ubeskrivelige maleri-udstilling. Tizianos overjordiske talent sprænger skalaen med så mange, mange stjerner; billederne slår benene helt væk under én.

Se mere om Scuderie del Quirinale og den aktuelle udstilling her. 

En passion for Iitaliens politiske og kulturelle liv, sproget og menneskene bragte mig til Rom - her lidt om mit aktuelle projekt. 

En smuk aften med fred foran Roms parlamentsbygning, Montecitorio. Indenfor kan de politiske debatter af og til bringe blodet i kog hos politikerne. (Foto: CC).  

Flere har spurgt mig, hvad jeg beskæftiger mig med under opholdet i Rom, og jeg burde selvfølgelig have beskrevet mit projekt i det allerførste blogindlæg.

Studier af politik og samfundsforhold
Jeg søgte – og var umådeligt heldig at få - et studieophold på Det danske Institut i Rom i foråret 2013 for at studere Italiens politiske og samfundsmæssige forhold. I mange år har jeg fulgt den journalistiske dækning af Italien i danske medier og vil som journalist på sigt gerne bidage til, at landets begivenheder fortsat bliver dækket på en måde, der giver danskerne et nuanceret billede af den politiske virkelighed, krisens reelle indflydelse, befolkningens sociale vilkår, kulturlivets udvikling og udfordringer etc.
I forhold til mit projekt er denne periode optimal at være i Italien på, fordi der her sker så meget på den politiske og samfundsmæssige front: Parlamentsvalget ultimo februar. Valget af Italiens nye præsident i april. Og senest dannelsen af landets nye regering. Alle begivenhederne har været præget af meget voldsomme politiske spændinger og modsætningsforhold. Italienerne har temperament – især i det politiske liv. Her siger man, hvad man mener, og skåner sjældent modstanderne. I medierne såvel som i det virkelige liv overøser de politiske rivaler hinanden med ukvemsord og kritik. Retorikken er uendelig barsk. Det siger en del om situationen, at landets førende politikere var mere end to måneder om at få dannet en regering.

Krise og kontraster
Som en del af den politiske virkelighed klemmer den økonomiske krise hårdt om befolkningen. Den har skabt meget stærke kontraster mellem rig og fattig på en måde, der er vaskelig at sætte sig ind i for os fra et velfærdsland. Dagpenge og kontanthjælp findes ikke her; familien er den eneste redning, hvis man kommer i økonomisk knibe. Italienerne trækker konstant paralleller til Skandinavien. De drømmer om velfærd, pålidelige politikere og et socialt sikkerhedsnet, der kan redde de mange, mange tusind mennesker, der har mistet deres jobs under krisen. Men med landets enorme gæld og en befolkning, der vrider sig voldsomt under skattetrykket, er det meget vanskeligt at realisere den slags omkostningstunge velfærdsinitiativer i øjeblikket.

Politik er mennesker
I min politiske research har jeg ikke kun beskæftiget mig med, hvad der sker bag murene på paladserne, hvor de folkevalgte samles. Det har været vigtigt for mig at få indblik i, hvordan menigt menneske oplever hverdagen, udfordringerne, forandringerne. Jeg har brugt en del tid på at tale med folk, jeg har mødt – unge, ældre, rige, minde bemidlede – for at finde ud af, hvad de tænker og føler, og hvordan landets udvikling påvirker dem.
De mange interviews, jeg har lavet med forskellig mennesker, har givet en masse spændende viden, som jeg har beskrevet lidt af tidligere. Den, der har et job, klarer sig som udgangspunkt. Nogle vælger at lukke af for den politiske virkelighed og kører lidt deres eget løb. Andre engagerer sig med liv og sjæl og stiller sig fx op foran Parlamentet, når vigtige begivenheder udspiller sig derinde. Som udgangspunkt er italienerne meget åbne og taler gerne om, hvad de har på hjerte, og hvordan de oplever hverdagen.

Et sprog så smukt som musik
Kimen til min kærlighed til Italien - kulturen, sproget, befolkningen, musikken, byerne etc. -  blev lagt for 20 år siden, hvor jeg havde min første italiensktime i gymnasiet. Forholdet blev med årene mere og mere intenst; jeg tog på sprogophold i Firenze efter, at studentereksamen var i hus, og har siden opsøgt Italien så tit, det har været muligt. For mig kan passionen for det italienske sprog sammenlignes med kærligheden til tonekunsten. Sproget er musik – fyldt med smukke, poetiske vendinger. Ord, udtryk og accenter rammer lige i hjertet på en måde, der er vanskelig at beskrive med ord. 
Indrømmet: Det italienske sprog – ikke mindst de politiske termer - er udfordrende at få ind under huden. Det ligger fonetisk og grammatisk meget fjernt fra dansk, engelsk og tysk og kræver benhårdt arbejde at forstå og tale.
Men piano, piano – stille og roligt – får du opbygget et stort ordforråd. Det handler om at lytte, tale, læse, skrive, alt det du orker, i købet af en dag. 

Kære Læsere!

Den første hverdag – en mandag – efter turneen er overstået. Det føles underligt, at skulle tilbage. Jeg er jo blevet så vant til, at alt hvad jeg skal gøre, står på en opslagstavle. Nu skal jeg pludselig SELV tilrettelægge min tilværelse. Men det er nu også befriende!

Hvad har jeg så fået ud af turneen? Meget. Jeg har først og fremmest fået erhvervsrelaterede erfaringer, som er guld i denne branche (for at tilegne sig erfaring i orkesterspil, skal man have orkestererfaring, og hvor får man så den, hvis man allerede skal have den?? osv). For det andet har jeg cirka et helt års fremadrettet motivation i bagagen og venner i 26 andre lande. Dét er ikke dårligt. For det tredje, så lærer man rigtig meget om sig selv i relation til andre mennesker. Man lærer sine værdier at kende, man lærer sine grænser at kende – og man lærer nye ting om sig selv og tilegner sig ting fra andre. Man lærer at indgå i et fællesskab og man oplever til koncerterne en transcendens, som kun 120 passionerede mennesker kan skabe sammen.
Personligt bliver jeg for hver turné, sikrere og sikrere på, at det er det rigtige for mig at spille i et symfoniorkester. At musikken er så vigtig for mig. Jeg bliver også endnu sikrere på, at det er vigtigere for mig at være et godt og socialt menneske end at spille i et symfoniorkester. Jeg vil hellere fallere i denne branche, men føle at jeg har integritet, end komme frem ved at have rundsave på albuerne. Jeg ER bare ikke en røvslikker, og jeg kan ikke lade være med at finde det vigtigt, at mennesker omkring mig har det godt. Jeg vælger at tro på, at det i sidste ende vil falde ud til min fordel – at man kan være et socialt velfungerende menneske OG en dygtig musiker. Musik handler om så meget mere end mig  – og det skal man altså huske.

Den nye liste for European Union Youth Orchestra 2013/2014 har mit navn på, så jeg kan med ro i sindet gå i seng og prøve at holde af hverdagen igen. Hold øje med nyheder på www.euyo.org.uk.

Tak for, at I har fulgt med i mit liv på turné!

Hav det rigtig godt alle sammen. Kærlig hilsen Sara

Den romerske sjæl lever allermest intenst over espressoerne på byens mange barer.

Sant'Eustachio - en af Roms berømte kaffebarer. (Foto CC)

Rom må være en af de byer med flest kaffebarer på kvadratmeter. Der er ikke mange skridt mellem dem, men man skal vælge sin bar med omhu – ikke tage den første, den bedste turistbar. De gode barer er de ydmyge barer, lyder en god grundregel. Tit lidt retrostil. Ikke for pæne og shiny, men det gode gamle look.

Sjæl og autencitet
Tidsskriftet The Economist bragte for et par år siden en artikel, hvor den autentiske italienske kaffebar blev et synonym på selve det italienske samfund. Trægheden i betjeningen. Stagnationen – barerne har tit set ens ud siden 50’erne. Ineffektiviteten. Men set udefra er det netop de ting, der giver barerne sjæl og autencitet. Tiden står stille; alt er, som det var engang.

Venlighed og god kaffe
Efterhånden har jeg fundet nogle faste barer, hvor jeg holder af at komme. Det tog tid, før jeg turde tale til folk derinde, for på barerne har de lokale tit nogle indforståede kodekser, som det er svært for fremmede at trænge ind i. En god stambar kræver i min optik, at både ekspedienterne og de andre kunder er venlige og åbne. At kaffen er god, selvfølgelig. Og at der generelt er en hyggelig stemning.

Én euro for kaffen
En caffe latte koster typisk én euro i Rom. En espresso endnu mindre. Det betyder, at barturen er en ting, man kan tillade sig hver dag. Det kan nærmest ikke betale sig at brygge mokkaen derhjemme.

Kaffe på tusind måder
Når det kommer til måder at servere kaffen på, findes der næsten lige så mange serveringsformer, som der findes kaffebarer i Rom. Nogle stiller kaffen ved siden af koppen i en lille kande, andre laver med meget skum, andre igen med lidt og et drys chokolade på toppen. Byens afgjort bedste kaffe fås på Sant'Eustachio tæt på Pantheon. Jer, der så Woody Allen-filmen ”To Rome with Love”, har set baren, som var med deri. Det er topkvalitet, og det ved turisterne, så de besøger den flittigt, og det er således ikke et sted, man nemt kommer i snak med lokale.

Murertyper, hjemløse og jakkesæt
En hyggelig, gammel bar ligger for enden af Via degli Avignonesi. Her kommer både murere, hjemløse, jakkesætstyper og turister. Tjenerne er søde  og laver en god, stærk kaffe. En anden sjov bar er på Piazza Santa Susanna tæt på Roms hovedbanegård, Termini. Her er altid nogle sjove typer – og tilmed borde udenfor i skyggen.

Hjertelige ældre mænd og fremme-i-skoene-fyre
Det, at man kommer forholdsvist nemt i snak med folk i byrummet, er den ting ved den italienske kultur, som rammer mig allermest i hjertet ved Italien - og som jeg altid savner umådeligt meget, når jeg vender hjem. Hver ny dag hernede er et lille eventyr, for man ved aldrig, hvem man møder, før aftenen er omme. Jeg er stødt ind i alle typer mennesker – fra de mest hjertelige og vidende ældre mænd, der fluks satte to-tre timer af til at tale om politik, til fyre, der var langt fremme i skoene og smed mig deres telefonnummer, før vi havde kendt hinanden i fem minutter. 

Sproget er ikke et must
At komme i kontakt med lokale romere kræver selvfølgelig, at man selv går ud med åbent sind og og viser oprigtig interesse. Naturligvis er det også en fordel at tale sproget. Men ikke et must, for de romere, jeg har mødt, der kan engelsk, taler det umådeligt gerne.

Det har taget mig en god uges tid at ”lande” igen efter en fantastisk tur til Nashville. Jeg har også haft travlt med at passe mine unger + kone, undervise, skrive nye sange og ikke mindst opstarte det nye NSAI Copenhagen Chapter.

Hvad fik jeg så lært i Nashville? På det personlige plan fik jeg bekræftet, at jeg er tæt på at få ”hul” igennem til businessen derover. Vi sangskrivere har tit mest fokus på musiken og ikke på businessen.
Men hvis man skal lykkes i musik businessen, skal man altså være god til begge dele, både musik og business. Derudover fik jeg konstateret at det SUPER vigtigt som sangskriver at co-write , co-write & co-write! Dels bliver man en bedre sandskrivere af det, man bliver skarpere og bedre til at ”kill your darlings”, og ikke mindst - så er co-writing lig med NETWORKING.
Der er ingen tvivl om at NSAI Copenhagen kan blive en vigtig katalysator for sangskrivere her i København. Det er mit håb, at vi kan samle så mange sangskrivere som muligt og hjælpe hinanden med at blive bedre til at skrive og bedre til at networke!
Første møde i NSAI Copenhagen Chapter bliver 22 maj 2013 kl. 20.00.

Du kan finde mere info i vores facebook gruppe :

https://www.facebook.com/groups/NSAI.Copenhagen/

Jeg glæder mig til at møde jer.

Foråret ramte Rom i denne uge. Italien fik samtidig en ny regering, som umiddelbart bliver varmt modtaget af den kriseramte befolkning.

Bar del Fico - opkaldt efter figentræet udenfor. Foto: CC.

Så kom foråret for alvor til Rom. Temperaturen når i dagtimerne op på 30 grader, og i går aftes ved 01-tiden viste byens termometre 22 grader. Man kan sidde ude i t-shirt til sent. En ting, man kunne ønske sig mere af derhjemme.

Udeliv blomster
I takt med, at temperaturen stiger, blomstrer byens udeliv for alvor op. Der er ikke den plads i centrum i øjeblikket, som ikke bliver indtaget af unge par, børnefamilier, ældre – ja, af alle.

Film-bar tiltrækker folk
Et af de menneskesugende – og også lidt turistede – områder i Rom ligger tæt på Piazza Navona. Jer, der har set filmen ”Spis, bed, elsk” med Julia Roberts i hovedrollen, vil nikke genkendende til lokaliteterne.
En hip bar her er Bar del Fico – figenbaren. Den har formentligt fået sit navn fra det figentræ, der vokser udenfor. Eller også er det omvendt.
Baren er berømt for sine specielt store drinks. En flok mandhaftige piger bag bardisken vil ikke have siddende på sig, at de laver tøsedrinks, så de giver den gas. Om aftenen er pladsen foran baren så propfyldt med mennesker, at man næsten må skære sig igennem. Et oplagt sted at komme i snak med de lokale, hvis man har lyst til det.

Stjerner lagde vejen forbi
Overfor ligger Caffe della Pace – opkaldt efter gaden Via delle Pace, fredens vej. Baren er blandt de ældste i Rom, og den brillerer med, at alle stjernerne har sat deres fødder her – Madonna, Bono, you name it.

Ingen grund til angst
At gå hjem gennem Rom ved nattetide er noget helt særligt. Dem, jeg har talt med, som kender byen indefra, siger, at den er fredelig, og at man ikke behøver at være bange. En god ting er, at der altid er mennesker i indre by. Og tilmed en del politi.

Desperat mand skød betjente
Søndag lagde en skudepisode dog en dæmper på freden. En desperat syditaliener skød to politibetjente foran premierminister-paladset, Palazzo Chigi, hvor der altid er fyldt med turister og andre, der vil se regeringsbygningerne. Skuddene faldt netop i forbindelse med, at den nyudpegede regering skulle tages i ed af præsidenten få km derfra.
Mandens mål var efter alt at dømme at ramme de politikere, han mente, er skyld i, at han er havnet i en håbløs situation som arbejdsløs uden penge og uden en værdig fremtid.

Ingen dagpenge og kontanthjælp
I Italien findes der ikke dagpenge og kontanthjælp, som vi kender det fra Danmark. Mister man jobbet, får man som regel intet. Da er det udelukkende familiens ansvar at forsørge én. Italienerne referer hele tiden positivt til de nordiske landes velfærdssystem – et system, mange gerne så, at politikerne indførte her i landet. Problemet er, at et sådant system koster penge at realisere, og italienerne vrider sig og jamrer højlydt, hver gang de bliver pålagt at betale en ekstra skat. Deres tillid til staten kan generelt ligge på et lille sted, for folk føler ikke, de får noget for deres skattekroner. Det skyldes bl.a., at mange politikere i tidens løb har tænkt mere på sig selv end på befolkningen. Politikerne i landet er fx fortsat blandt de højest lønnede i Europa, mens flere og flere borgere synker ned under fattigdomsgrænsen.

Forsigtig tillid til regeringen
Dette har den nyudpegede statsminister sat sig for at rydde op i. Han vil skære i politikernes lønninger og også sænke bolig- og selskabsskatterne, så de selvstændige erhvervsdrivende får lidt mere luft i budgetterne. Tusindvis af virksomheder har måttet dreje nøglen om under krisen de seneste år.
Med forsigtig optimisme håber italienerne nu på, at den nye regering rent faktisk vil realisere de økonomiske løfter, den giver, så det bliver lidt nemmere at få hverdagen til at hænge sammen for en kriseramt, men - heldigvis - stadig festglad befolkning. 

Kære Læsere!

I dag er sidste dag på turen. Vi er netop ankommet til Alicante, hvor vi i aften skal spille den sidste koncert. Det er en underlig fornemmelse, men samtidig kan jeg mærke, at orkestret kommer til at spille med masser af energi. Efter koncerten har vores EUYO staff, med hjælp fra de to lokale messingtvillinger Ruben og Saul, arrangeret ’last night party’. Det plejer at være rigtig sjovt (og lidt melankolsk).

I forgårs havde orkestret fridag i byen Zaragoza. Det var rigtig dejligt – og tiltrængt. Vi gik rundt i byen, nød solen og spiste masser af tapas. I går var vi i Valencia, hvor vi spillede koncert i Palau de la Musica, Valencia. En meget flot, ny bygning.

En af vores cellister, Javier, fik med hjælp fra nogle messing-og slagtøjsspillere, lov til at få sit eget stykke spillet. Javier har med dette stykke været nomineret til en film-musik pris i Hollywood. Personligt synes jeg, at det er fantastisk at orkestret støtter op om sådan nogle ting.

Nu vil sætte mig lidt i solen og så ellers gøre mig klar til forprøven. Næste gang I hører fra mig, er jeg hjemme i København – helt sikkert med post EUYO blues på!

Vi skrives.

KH Sara

Der en FED energi her og så mange SUPER talent fulde og dygtige sangskrivere, musikere og sangere. Jeg kunne sagtens forestille mig at bo her.
Men jeg glæder mig også helt vildt til at komme hjem til min kone og mine børn. Og så glæder jeg også til at komme i gang med at bygge NSAI Copenhagen Chapter op.

Flere grønne områder og en lettere måde at komme rundt på er, hvad romerne sukker allermest efter i den stætpakkede million-metropol.

Foto: Kirken San Paolo fuori delle mura (CC).

Når jeg spørger romerne om fordelene og ulemperne ved at bo i en metropol med ca. syv millioner indbyggere, siger de alle sammen: Rom er verdens smukkeste by med de fineste kunstværker, der findes, men infrastrukturen er katastrofal. Siden remser de alt det op, der ikke fungerer: 

To-tre timers transport om dagen
Der er for få parkeringspladser, for megen trafik, og de offentlige transportmidler fungerer ikke optimalt for dem, der er afhængige af busser, metroer og sporvogne i hverdagen. Det er umådeligt svært at komme fra én bydel til en anden uden egen bil.
Jeg har mødt mennesker, der bruger to-tre timer i trafikken hver eneste arbejdsdag. Man kører fx i bil fra forstaden, hvor man bor, og hen til en metrostation. Herfra tager man så en metro og derpå en bus for at komme på arbejde. Ikke alle biler må køre inde i det historiske centrum. I forvejen er der alt for mange biler herinde, og på varme dage bliver trafikosen kvælende.
”Gid, man kunne cykle som i København,” sukker de, der har set, hvor let vi kommer omkring på tohjulede i den danske hovedstad.

Drømmen om det grønne
Samtidig drømmer romerne om mere plads og adgang til grønne områder. Parken Villa Borghese, hvor jeg bor, er propfyldt med mennesker i weekenderne. Også andre grønne områder i byens udkant bliver udnyttet flittigt til rekreative aktiviteter.

Garbatella med de store haver
Langs Tiberen løber og cykler folk. I sidste weekend besøgte jeg området Garbatella i det sydlige Rom. Her ligger nogle meget smukke huse med store haver – et specielt syn i en storby, der er så tætpakket som Rom. Området var oprindeligt et arbejderkvarter, som opstod efter anden verdenskrig, hvor byudviklingen for alvor tog fart. I dag ejes husene fortsat af det offentlige og lejes ud til de heldige for meget få penge. Her er plads til at bevæge sig, grønne alléer at gå ture på, et stort indendørs marked med lækre økologiske produkter og et stort kulturhus med mange spændende aktiviteter.

Markedet i Garbatella - åbent alle dage med lækre specialiteter (Foto CC).

Smuk kirke i grønne omgivelser 
I gåafstand fra Garbatella ligger den ubeskriveligt smukke kirke, San Paolo fuori le mura. Da jeg besøgte kirken, var en messe i gang. Alligevel kunne man frit gå ind og se det imponerende rum indefra. Som postludium spillede organisten Händels "Hallelujah". Stemningsfuldt. 

Også den er omkranset af et stort, grønt område, hvor børn leger og voksne hviler sig på bænke i solen. Især på denne årstid, hvor alt blomstrer og springer ud, er de grønne områder attraktive.

I hotellets lobby er der en god, men træt stemning.

I går havde vi en hård dag med meget busrejse og koncert i Oviedo (jeg har vedhæftet et par billeder af byen). Det er udmattende at køre så meget i bus, spille en hel koncert og virkelig levere varen, for så igen at sætte sig i en bus i to timer og så checke ind på et nyt hotel klokken halv to om natten. Men også dét, er noget man skal lære; At håndtere, at det her arbejdsmiljø er noget utraditionelt. Det er ikke 9-17 arbejde, heller ikke når man er hjemme fra turné-livet.

Vi skal nu vente i et par timer, inden vi skal spise frokost på hotellet. Herefter går turen til San Sebastian, hvor vi har koncert i aften. Vi skal spille Britten/Berkeleys Mont Juic Suite of Catalan Dances, Brittens violinkoncert med Daniel Hope som solist (www.danielhope.com) samt Daphnis og Chloé af Ravel.

Det er interessant af se, hvor stor forskellen er på Isabelles Faust og Daniel Hopes versioner af violinkoncerten.

For den er stor! Isabelle Faust spille med mere ynde, måske mere feminint, hvorimod Daniel Hope spiller meget hurtigere og grovere.

Jeg synes måske, at det er lidt underligt at vi spiller det samme værk med to forskellige solister, for nu er Faust-versionen jo ret indgroet i orkestret, og det er svært at ændre på 45 minutters prøve. Det havde måske været en bedre idé hvis Hope spillede en anden violinkoncert i stedet. Men igen; det er god træning for omstillingsparatheden!

Jeg elsker at være på turné med det her orkester. Men nu begynder længslen mod hverdagen og den mere faste rutine. Jeg savner virkelig at øve mig (hvor nørdet det end lyder). Jeg har ikke kunnet øve mig på turnéen, da alle instrumenter er pakket i kasser. Jeg nyder turen, men ser også frem mod at komme tilbage til København.

Vi skrives.

Solrige hilsner fra Sara

Første Panel bestod af 3 NSAI medlemmer, som alle var startet med at komme til NSAI arrangementer som f.eks. Spring Training, for derefter at blive succesfulde på hver deres måde. Tia Sillers , som var en af paneldeltagerne har blandt andet co-writet Leann Womack sangen "I hope you dance", som er den mest spillede country sang de sidste 15 år.

Eftermiddagen stod på foredrag med Ralph Murphy som har skrevet bogen "Murphy's laws of modern hits . How to craft a hit in todays market" Som titlen antyder er det en analyse af HVORDAN man KAN skrive et hit.
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ralph_Murphy_%28musician%29)

Derefter var der foredrag med Rick Barker (som er manden bag Taylor Swift) . Foredraget hed "how to monetize your music" og handlede om hele Buisiness siden af musik branchen . http://www.musicindustryblueprint.com/about-rick-barker/

Sidst på dagen kom den store finale med hitsangskriver Kara DioGuardi . (Hun har f.eks. skrevet hits for Pink , Kelly Clarkson )

Kara fortalte om sin karriere og gav også et par numre. http://www.musicindustryblueprint.com/about-rick-barker/
Jeg sluttede dagen af med et smut på spillestedet "Winners" til den sidste Tin Pan South koncert.

Kære Læsere!

Nu er vi gået i gang med sidste del af turen, som foregår i Spanien. De seneste to dage har vi tilbragt i Barcelona. Torsdag havde vi en tiltrængt fridag efter vi ankom klokken 15. Dagen gik med sigthseeing ledet af nogle af de spanske orkestermedlemmer, mad på en dejlig tapas-restaurant og ’mariachi’-drinks på en boheme-agtig spansk bar.

I går startede vi dagen til frokost med Barcelonas borgmester på rådhuset, som er en helt fantastisk flot bygning. Maden var helt fantastisk! Om aftenen spillede vi en rigtig god koncert i Palau de la Musica de Catalunya. En vildt spektakulær og smuk koncertsal (se billederne nedenfor). Koncerten blev sendt live i Radio Catalunya.

I morges tog vi med bus videre og efter otte timer i bus, er vi nu i Vitoria, hvor vi skal sove en enkelt nat inden vi tager til Oviedo i morgen.

Det har været et fanstastisk energiboost at komme til Spanien, hvor der er god mad, og frem for alt; SOL!

I mit seneste indlæg glemte jeg helt af fortælle, at vi i Polen havde et slags åbent møde med vores nye CEO, Marshall Marcus. Han er en meget erfaren leder inden for klassisk musik og innovation og har blandt andet arbejdet med El Sistema. (https://en.wikipedia.org/wiki/El_Sistema)

Han ville gerne snakke om de fremtidige planer, som administrationen har lagt for dagen, og samtidig få indsigt i hvad vi synes, det skal indebære, at være medlem af EUYO.

Det var et rigtig fint initiativ, men der skal selvfølgelig flere og længere møder til, før at man reelt kan beslutte noget og gøre sin indflydelse gældende. Men vi fik åbnet op for en vigtig dialog.

Jeg har vedhæftet nogle billeder fra Barcelona!

Hav det godt

KH Sara

Man fornemmer historiens brise og ser de blodige, barbariske gladiatorkampe for sit indre øje på Roms mest berømte bygning, Colosseum.

Roms mest imponerende og karakteristiske bygning, Colosseum, er alle besøg værd. (Foto: CC)

Der er ikke noget så imponerende og fascinerende som at gå ad Roms Via dei Serpenti og mod Colosseum. Det stolte, knejsende, runde amfiteater vokser og vokser for øjnene af én, jo tættere man kommer på. Colosseum er Roms visuelle vartegn og byens allermest berømte bygning. Uanset, hvor mange gange, man besøger det 2.000 år gamle teater, er oplevelsen lige unik hver gang. Der er altid nye detaljer, nye vinkler og nye imponerende finesser at få øje på. 

Udklædte gladiatorer
Uden for Colosseum holder hestevogne parkeret på den store plads, og romere udklædt som gladiatorer i kriger-kostumer forsøger at lokke turister til at stille op til fotosessions – mod betaling selvfølgelig. Køen til Colosseum kan være meget lang. Tricket er tit at løse billetten ved Forum Romanum – det antikke Roms centrale plads med gamle ruiner af huse fra romertiden - og se det først. Man køber nemlig én samlet billet til de to attraktioner.

Dyr og mennesker i kamp
Den mest levende oplevelse af Colosseum får man, når man står inde på selve teatret og kigger ned over de imponerende konstruktioner, tribunerne og de snirklede bås-systemer, hvor vilde dyr og mennesker blev sluset ind på arenaen efter sindrigt udtænkte systemer. I tusindvis af gladiatorer – slaver eller krigere, som var dømt til dødskampen – endte deres liv her i Romerrigets storhedstid. Det var de rige kejsere, som arrangerede gladiatorkampene som underholdning for borgerne. Man kan næsten høre skrigene og se de blodige slag udspille sig for sit indre øje, når man står deroppe på toppen.
Traditionen fortsatte op til ca. år 400 efter kr., hvor den blev forbudt.

VIP-loge til kejseren
Teatrets tilskuerpladser er opdelt i hierarkiske niveauer. En særlig VIP-loge var forbeholdt kejseren og folk af højeste sociale status. Kvinderne havde de mest ydmyge tilskuersæder længst væk fra arenaen.
I dag bruges Colosseum ind imellem til arrangementer. Paven holdt en hellig ceremoni her en aften ved påsketid, hvor teatret var oplyst særlig flot. Mange politiske manifestationer finder også sted her.

Udstilling om Konstantin
Fra april og frem til september måned i år rummer Colosseum en arkæologisk udstilling om den romerske kejser Konstantin, der levede ca. 300 år efter kr. Udstillingen rummer bl.a. en meget smuk marmorstatue af hans mor, Helena.

Colosseum skal ses
Colosseum skal ses – uanset, at man skal skære sig gennem turistmængder for at nå til vejs ende i køen, og uanset, at romerne har kommercialiseret monumentet ved at sætte det til salg på alt fra postkort til små, usmagelige skulpturer. Teatret er så imposant og imponerende en del af den vestlige historie, at man kun kan forestille sig det, når man ser det selv og mærker historiesuset i maven. Dér kniber man sig i armen og tænker: er det virkelig rigtigt, at antikkens romere – et højtuddannet og dybt intelligent folk – dyrkede så grusom og barbarisk en form for underholdning. Det er det. 

Rom rummer utallige mængder kunst - både ude og inde på de utallige museer. 

Bramantes kloster er omdannet til udstillingsbygning med mange fine kunstværker (foto: CC)
En gåtur gennem Roms historiske centrum sender øjet på overarbejde – man kan dårligt dreje om et gadehjørne, uden   at blikket fanges ind af en detalje på en husmur, en udsmykning på en af byens utallige kirker, en spektakulær skulptur, en romantisk fontæne eller en smukt oplyst plads. Den historiske bydel leverer et visuelt bombardement, hvor stort set alle stilarter er repræsenterede.

Mange museer
Læg hertil de mange, mange museer, som rummer nogle af de allerstørste kunstskatte. Selv de indfødte fortæller, at  der er mange museer, de slet ikke har nået at besøge. Selv om medierne beretter om krisen i kulturlivet, er Roms kunstudbud enormt og kvaliteten af udstillingerne meget høj. Vi taler verdensniveau.
Vatikanmuseerne med Det Sixtinske Kapel – stedet, hvor kardinalerne vælger paven og sender sort og hvid røg op gennem skorstenen – vil de fleste vælge, hvis der kun er tid til at se ét museum. Det lønner sig at stå et par timer i kø; Michelangelos loftmalerier herinde er ubeskriveligt flotte.

Moderne kunst med luft omkring
Er der mere tid til virtuelle oplevelser, er det moderne MAXXI Museo nazionale delle arti del XXI secolo en spændende kontrast. Museet minder i bygningsstil udefra lidt om det nye Danmarks Akvarium, Den blå Planet, i Kastrup. Det er tegnet af den irakisk-engelske arkitekt, Zaha Hadid, og ligger nord for den historiske kerne, tæt på koncertsalskomplekset Auditorium Parco della Musica, hvor byens bedste orkestre og et hav af internationale gæstemusikere optræder. Som navnet antyder, er MAXXI Museo et sted for moderne kunst. Ikke alt herinde er lige interessant, men på pladsen udenfor er der et skønt leben af børn, der leger, og voksne, der nyder, at her er lidt ekstra plads at slå sig løs på.

Et imponernde kloster
Chiostro del Bramante er en anderledes poetisk museumsbygning fra renæssancen - med varierende maleriudstillinger. Klostret ligger tæt på Piazza Navona og er sjældent særlig overrendt. Jeg så den aktuelle udstilling med den flamske maler Brueges farvestrålende 1500-talsmalerier herinde for nylig. En imponerende malerisamling. Samtidig er klostret i sig selv en seværdighed. Gården og den lille udendørs café, hvor små sæder er muret ind i væggene. Et oplagt sted for en date!

Fotos af nøgne kvinder
Palazzo degli Esposizioni på Via Nazionale tæt på præsidentpaladset har mange spændende udstillinger. Den nuværende fotovisning af tysk-australske Helmut Newton skuffede dog lidt. Hans passion for halv- og helnøgne modelkvinder fra 70’erne, fotograferet fra stort set samme vinkler og i samme positioner, blev lidt kedelig i længden. Kunstbygningen er en oplevelse i sig selv – imposant med store sale og højt til loftet.

Gamle hestestalde
Ved præsidentpaladset il Quirinale ligger ”Le Scuderie” – paladsets gamle hestestalde, som nu nænsomt er indrettet til museum. Her kører for tiden en fuldstændig ubeskriveligt flot udstilling af den venezianske 1500-talsmaler Tizian. Malerierne er indhentet fra hele verden og sat op på kulørte vægge, som komplimenterer maleriernes farver. Bygningen her er også et besøg værd i sig selv.
En helt fantastisk ting ved mange italienske museer er aftenåbningstiderne. Fredag og lørdag er mange udstillinger åbne til kl. 22.30. Kunstoplevelsen bliver særligt poetisk og intens, når man går rundt i de store haller sent om aftenen. Dér slipper man også for alle turisterne. 

Vi har afsluttet vores koncertrække i Italien og har nu spillet koncert i Warzava. Dagen har været noget kaotisk for en del af musikerne. De skulle nemlig deltage i et ’outreach’ projekt, som indebar undervisning af unge polske musikere hele dagen op til koncerten.
Vores forprøve var noget kaotisk – Warzawa Philharmonics prøve skulle være overstået og musikerne ude af bygningen før vi kunne komme i gang. Slagtøjsspillerne sig fik noget af en overraskelse, da vi havde fået forkert størrelse pauker (og ingen piccolo-pauke, som er meget vigtigt for Sacre du Printemps). Det første til stress op til koncerten, men et godt fokus under den.

Efter koncerten var alle reserve- energidepoter dog opbrugt og tre af orkestrets musikere kollapsede. En af dem, min veninde og room-mate. Det hårde turnéliv begynder at vise sine bagsider. Alle er dog okay nu.

I morgen skal vi tidligt op og have et fly til Barcelona, hvor vi påbegynder vores spanske og sidste koncertrække. Nu er Daphnis & Chloe hovedværket og Sacre du Printemps skal ikke længere spilles. Derimod skal vi tage fat i de mindre værker af Poulens, De Falla og Britten Berkeley. Vi skal også møde vores nye violinsolist, Daniel Hope, der ligesom Isabelle Faust skal spille Brittens violinkoncert og desuden Mozart tredje violinkoncert.

Jeg har vedhæftet et par billeder fra Lucca, Bologna og koncertsalen i Warszawa.

Hav det godt!

Kærlig hilsen Sara

Dagen startede med at NSAI indledte deres konference kaldet Spring Training. 2 dage med paneler med såvel publishere som stjerne hit sangskrivere.

Første mand på podiet var J.D. Souther (har bland andet co-writet Eagles hittet "New Kid in Town" -  (http://en.wikipedia.org/wiki/J._D._Souther)

Jeg fik dog ikke set så meget af det, da jeg skulle til Barry Hill i studiet The 515 for at lave de sidste vokalindspilninger.

Jeg var tilbage på Music Row kl. 2:30, hvor jeg havde et møde med Clay Myers fra publishing firmaet "Big Tractor". Clay har sparret mig det sidste års tid, og vi tilbragte et par hyggelige timer med at gennemgå mine nyeste sange og snakke med ham, om hvad jeg skal arbejde med fremover.

Derfra gik jeg direkte tilbage til NSAI konferencen, hvor der nu var "pitch til publisher break out session"

Efter en LANG dag tog jeg på Hard Rock Cafe for at spise en af deres berømte burgerer og lytte til Tin Pan South koncert med Cary Barlowe, John & Jacob, Karyn Rochelle, Shane Stevens og JP Williams.

I dag er det årlige fælles møde/konferrence for ALLE NSAI koordinatorer.

Dagen startede med et Q & A med Jim McCormick (som har skrevet sange for Jason Aldean, Luke Bryan; Tim McGraw o.s.v.)
Fantastisk at møde en hit sangskriver og få lov til at "pick his brain". Derefter var der publisher panel med 7 af Nashvilles hotte publishere, efterfulgt af en mulighed for at pitche sange direkte til publisherene.
Om eftermiddagen kom Berni Taupin forbi (ja ham som har skrevet alle Elton Johns tekster). Bernie er en super cool og helt nede på jorden "dude", og det var en fornøjelse at hører ham fortælle om Elton og hans samarbejde.

Om aftenen tog jeg til den verdensberømte sangskriver cafe "the Bluebird cafe". Jeg var så heldig at komme på en aften, hvor 4 af de mest succes fulde country sangskrivere Jessi Alexander, Andrew Dorf, Tommy Lee James og Eric Pasley optrådte.

Det var en nærmest religiøs oplevelse . Fantastisk sange og fantastiske sangere!

Roms jødiske ghetto emmer af historie og stemning - som at træde ind i en anden tid.

Den hyggelieg hebræiske ghetto er et besøg værd. Her er fred og ro - som at gå ind i en anden tid (Foto CC). 

Romerne kalder det hyggelige, gamle hebræiske kvarter tæt på Tiberen for "en by i byen". At gå gennem den jødiske ghetto er som at gå ind i en anden tidszone. Her er høje, skyggefulde træer og helt stille, bortset fra de hujende børn, der leger på de åbne pladser.

Kosher-is og artiskokker
Dør om dør ligger de hyggelige små bagerier, isbarer med kosher-is uden mælk og restauranter, der laver ægte og meget lækker mad efter jødisk tradition. Jeg kan varmt anbefale spisestedet Nonna Betta, som bl.a. har helt fantastiske artiskok-retter på menukortet.
Jøderne kender man på den lille, runde kalot, de bærer på hovedet, men alle typer folk færdes i det lille område. Her er skole, synagoge og andre samlingssteder med jødestjernen som symbol. Den jødiske ghetto rummer også et museum, hvor man kan rejse tilbage i tiden og få hele historien om jødernes – til tider trange – kår i den italienske hovedstad.

Jøder før Jesus i Rom
Jøderne kom til Rom flere hundrede år før Jesu fødsel. En mørk skamplet på folkeslagets historie er imidlertid Anden Verdenskrig, hvor Mussolini allierede sig med Hitler - med jødeforfølgelse, diskrimination og –udryddelse som konsekvens. Dog var den udrensning af italienske jøder, som fandt sted, slet ikke så omfattende som i fx Tyskland.

Gå over Ponte Sisto
Fra den jødiske ghetto er det oplagt at tage en spadseretur over Tiberen ad den lille, smukke gangbro, Ponte Sisto, til det charmerende og folkelige kvarter, Trastevere. Her ligger kaffebarerne side om side. Især om aftenen, hvor de unge hænger ud på pladserne foran cocktailbarer og restauranter, oplever man her den helt særlige romersk stemning, man ikke finder andre steder i verden. Den gule gadebelysning kaster et poetisk, Fellini-filmisk skær ned over gaderne. Snak, grin og glade råb blander sig med bilernes og scooternes brummen. Ingen kan som de romerske unge udstråle så ubekymret en attitude. Krisen står sjældent at læse i deres øjne, og det er befriende, at der er altid er rum, tid og lejlighed til at lave en fest på gaden og have det sjovt.

Svære fremtidsudsigter for de unge

Desværre stiger antallet af arbejdsløse unge hver uge til nye, alarmerende højder i statistikkerne i aviser og tv-nyheder. Politikerne har gjort det til deres mantra at sige, at initiativer målrettet de ubeskæftigede unge står øverst på to-do-listen, og at det fremadrettet handler om at skaffe arbejdspladser. Men efter at have brugt næsten to måneder på at forsøge at danne en regering – det er fortsat ikke lykkedes - virker det i praksis som om, at der er meget langt fra de gode intentioner til den konkrete handling, der gerne skulle komme de unge til gode.

Roms smukke, folkelige Trastevere-kvarter (Foto: CC)

Siden sidst er orkestret kommet til Italien.

Vores første koncert var i Ravenna. Forprøven gik rigtig skidt, da det var en rigtig svær akustik. Det gjorde dog, at folk tog sig sammen og havde et kæmpe fokus, hvilket resulterede i en virkelig god koncert med fantastisk energi.

De sidste to dage har vi tilbragt her i Torino. I onsdags spillede vi koncert i Auditorium Torino – en virkelig smuk, moderne koncertsal med en rigtig god akustik.

Koncerten gik okay, men energien var ikke i top; der var lidt for mange småfejl, og jeg tror folk var rigtig trætte. Vi havde kørt i bus hele dagen, og koncerten startede først klokken 21. De musikere, der kun spillede i anden halvdel af koncerten (Sacre du Printemps), var således nødt til at vente til klokken 22:30 med at spille. Det er ikke helt nemt at holde energiniveauet højt så sent.

Det er underligt, at koncerter kan være så forskellige, selvom det er det samme program, der skal spilles. Vi kan jo vores stemmer, men det er som om det nogle gange klikker, og en helt speciel energi – en stræben efter at spille mod en fælles midte - opstår. Andre gange er det bare en smule fladt – selvom man måske spiller de rigtige toner på det rigtige tidspunkt. Men vi er jo også 120 mennesker, der mentalt skal være til stede på helt samme tidspunkt – og det kræver en del erfaring at lære at ’slå det til’, når det gælder.

Jeg er så heldig, at min kæreste Nicola er med i orkestret, ligeledes på slagtøj. Hans forældre og mormor havde kørt i nogle timer fra hjembyen Bergamo for at høre koncerten. Også Nicolas ven, Matteo, der kommer fra Torino, kom og hørte os spille. I går viste hans os rundt i byen. Selvom det regnede hele dagen, var det enormt befriende af gå rundt en hel dag og endelig få bevæget sig. Torino er en virkelig smuk og pompøs by. Om aftenen nød vi et hjemmelavet italiensk måltid hjemme hos Matteos forældre.

I går havde spanierne i orkestret egentlig arrangeret turens traditionsrige Sangria-Party. De kom slæbende med fire indkøbsvogne fuld af vin, alkohol, sodavand og frugt – alle ingredienser til den spanske drik. MEN: Vejret ville ikke blive bedre, så festen er udskudt for nu. I sommer holdt de festen i Bolzano i en lille park. Her bryggede de seks store plastikspande sangria og brugte kosteskafter til at røre rundt med.

Lige nu har vi tjekket ud og venter på busafgang mod Lucca i Toscana, hvor vi skal spille koncert i aften.

På billederne kan i se: - svenske Minna og danske Victor foran Teatro Alighieri i Ravenna - -et billede af Auditorim Torino set indefra - samt et par billeder fra vores sightseeing i Torino.

Vi skrives!

Kærlig hilsen Sara