
NYHEDER
Stormøde sætter fokus på få kvinder i rytmisk musik
Dansk Artist Forbund (DAF), Danske Populærautorer (DPA), Dansk Musiker forbund (DMF) og Danske Jazz, Beat og Folk Autorer (DJBFA) har sammen taget initiativ til en kortlægning af kønsbalancen i rytmisk musik.
På baggrund af en rapport, som de fire organisiationer har fået udarbejdet for at skærpe fokus på problemet, inviterer organisationerne til stormøde om kønsbalancen i rytmisk musik. Det sker tirsdag den 28. februar kl. 10 - 15 på Rytmisk Konservatorium på Holmen. Ideen er her at drøfte tallene, samt om disse skal have konsekvenser og i givet fald hvilke. En række indbudte debattører og musikere giver deres bud. Inputs fra mødedeltagerne er også meget velkomne.
Dagens program indeholder en offentliggørelse og præsentation af rapporten: ”Kønsbalancen i rytmisk musik” udarbejdet af konsulentfirmaet NIRAS. Der følges op med indlæg og paneldebatter, hør blandt andet: Popkollo (se), musiker og komponist Kirstine Stubbe Teglbjærg, leder af Betty Nansens Teater Henrik Hartmann, musiker Band Ane m.fl. …og dig! Katrine Nyland Sørensen vil lede os igennem det hele og holde den røde tråd.
Tilmelding til stormødet senest d. 22. februar til Niels Offenberg på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .
Rapporten ”Kønsbalancen i rytmisk musik” offentliggøres til download d. 20. februar. Samme dag offentliggøres det endelige program for stormødet.
Danske sangere fortæller om forholdet til Leonard Cohen
Først turnerede den nu 77-årige canadiske sanger og sangskriver Leonard Cohen - med kæmpestor succes - verden tynd i tre år med sine mange klassikere. I dag udgiver Cohen sit første studiealbum i otte år. Det har titlen "Old Ideas."
Herhjemme fortolkede en række danske sangere tilbage i 2004 Cohens mest kendte sange og udgav dem på albummet "På danske Læber".
GAFFA har spurgt et par af sangerne om deres forhold til Cohen.
Sangeren Jens Unmack siger her:
"Mine forædre havde hans Various Positions fra 1984, og vistnok også Recent Songs, samt hans debutalbum. Ung og dum, som jeg var, troede jeg umiddelbart ikke, han kunne noget for mig, når han kunne noget for mine forældre. Jeg overgav mig dog efterhånden, da jeg først kom om bag de cheesy græske dansetrin i Dance Me To The End Of Love og hørte den store begærlige og længselsfulde musik bag de mange vise ord. Fik selv fat i Songs Of Love And Hate, og så var jeg for alvor på. Hans optræden på Roskilde i '85 gjorde også stort indtryk."
Allan Olsen fortæller om sit forhold til Cohen:
"Mit første Cohen-indtryk stammer fra det lokale musikbibliotek, hvor vi hang ud og hørte plader. Det var Songs Of Love And Hate-pladen, der var min første. Jeg endte med at stjæle lp'en, bare for at eje den, selvom vi ikke havde grammofon derhjemme."
Hør en sang fra Leonard Cohens nye album her
Kilde: GAFFA.
Ung norsk sopran får fornem operapris
Den unge norske sopran, Vibeke Kristensen, modtager Aalborg Operapris 2012. Det ofentliggjorde Aalborg Operafestival i går i en pressemeddelelse.
Mange har oplevet Vibeke Kristensen på Det kongelige Teater, hvor hun har sunget anmelderroste forestillinger.
Med i juryen, som har udvalgt den 32-årige sopran, sidder de danske operachefer, førende kritikere fra dagspressen og musikchefen for Aalborg Symfoniorkester. Sidstnævnte er juryformand.
Prisen går til en talentfuld ung sanger, der har gjort sig bemærket på den danske operascene og det har Vibeke Kristensen i høj grad. Hun debuterede allerede som 24-årig på Det Kongelige Teater i rollen som Amor i Glucks ”Orfeus og Euridice”. Siden har hun flittigt figureret på rollelisten på både Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera. Blandt de roller, hun har sunget, er Sophie i Werther, Adéle i Flagermusen, Gianetta i Elskovsdrikken, Papagena i Tryllefløjten og Susanna i Figaros Bryllup. Sideløbende med sangkarrieren på de skrå brædder har Vibeke Kristensen færdiggjort sine studier ved Det Norske Musikakademi og Det Kongelige Danske Operaakademi.
Derfor forlader Det Kongelige Teaters operachef sin post
I går begærede Det Kongelige Teaters operachef, Keith Warner, sin afsked, grundet de voldsomme besparelser, som teatret den seneste tid er blevet tvunget til at gennemføre. Herunder nedskæringer på både operakoret og antallet af forestillinger.
I den officielle pressemeddelelse, teatret i går udsendte, fremgik det, at Keith Warner forlod Operaen med stor sorg over besparelsesomstændighederne.
I dag har Politiken offentliggjort den tale, Keith Warner holdt for personalet på Den Kongelige Opera mandag aften. Det møde, hvor han offentliggjorde sin exit. I talen giver Keith Warner udtryk for stor frustration over teaterledelsens manglende opbakning og forståelse.
Ifølge Keith Warner er der fra ledelsens side ikke blevet gjort tilstrækkelig meget for at skaffe fondsstøtte. Ligesom der heller ikke er blevet taget hensyn til de ønsker, Keith Warner og andre i Operaens kunstneriske ledelse har haft ift. fremtiden.
Keith Warner føler ikke, han som kunstnerisk leder har haft et rimeligt råderum. Han sammenligner Den Kongelige Opera med andre europæiske operahuse, hvor den kunstneriske leder har langt større mulighed for at agere.
Han udtrykker ligeledes frustration over, at han ikke har fået lov at gøre sin indflydelse gældende, når det handler om Operaens synlighed udadtil.
Operachefen taler for en mere markant deling af ansvaret mellem den kunstneriske og den administrative ledelse. Han taler om et voldsomt bureaukrati og føler sig som kunstnerisk leder stækket på Operaen. Dette er årsagen til, at han nu tager sin afsked.
Læs hele Keith warners afskedstale til personalet her.
Kilde: Politiken.



